Sidste boligprojekt sættes i gang i Kildebjerg:
”Med en kombination af ejer- og lejeboliger med størrelser fra 90-130 m2 rammer vi nogle af Rys behov”, siger bygherren bag det nye projekt.
”Vores projekt består af en kombination af ejer- og lejeboliger, fordi vi kan se, at der i Ry er behov for og efterspørgsel efter begge former. Samtidig vil boligernes størrelse spænde fra 90 til 130 kvadratmeter, og dermed kan vi tilbyde boliger, som matcher de individuelle boligbehov hos singler, par og børnefamilier. Den bredde vil være med til at sikre en mangfoldig beboerskare med de oplagte fordele, det giver, når boligerne står klar til indflytning,” siger Jesper Højberg, medejer af Byggefirmaet Jørgen Højberg ApS, der netop har underskrevet købsaftale på det sidste areal, der er udlagt til boligbyggeri i det store Kildebjerg projekt.
Bygger og udlejer med lang tidshorisont
Byggefirmaet Jørgen Højberg ApS er en familieejet virksomhed, der blev startet tilbage i 1996 og fokuserer på både opførelse og udlejning af boliger i Østjylland. Firmaet har gennem årene opført et stort antal lejeboliger på gode placeringer i en række østjyske byer, herunder Hørning, Sabro, Silkeborg, Skanderborg, Tranbjerg og Trige. Med projektet på Kildebjerg føjes Ry til den liste.
”Vi satser på at bygge kvalitetsboliger på attraktive placeringer, og vi har en lang tidshorisont, netop fordi vi selv står for udlejning af en stor del af boligerne,” siger Jesper Højberg, der oplyser, at byggefirmaet satser på, at spaden kan sættes i jorden på Kildebjerg omkring årsskiftet 2023-24.
Første boliger klar i eftersommeren 2024
”Vi forventer, at de 67 boliger opføres i etaper, og de første vil være klar til indflytning i eftersommeren 2024. Vi forventer hurtigt salg og udlejning af de mange boliger, selvom boligmarkedet for tiden er presset bl.a. af den overordnede makroøkonomiske udvikling. For Skanderborg Kommune og i særdeleshed Kildebjerg Ry er så attraktive placeringer, at efterspørgslen vil fortsætte,” siger Jesper Højberg.
Et af de mest attraktive boligområder i Østjylland
”Vi er hele tiden på jagt efter gode placeringer, og vi fandt Kildebjerg Ry interessant af mange grunde. Det er vel ét af de mest attraktive boligområder i Østjylland, og samtidig kan vores projekt etableres som det sidste i området. Det betyder, at omgivelserne og faciliteterne er på plads, og at de kommende ejere og lejere ikke vil være omgivet af byggekraner og byggepladser i en årrække, som det ofte er tilfældet ved boligprojekter på bar mark,” understreger Jesper Højberg.
Projektet med 67 boliger vil blive firmaets største projekt til dato. Det hidtil største omfattede 47 boliger, som aktuelt er ved at stå færdige i Sabro.
Yderligere oplysninger:
Jesper Højberg Pedersen
Byggefirmaet Jørgen Højberg ApS, medejer
Mobil: +45 40 83 83 00
Mail: jhp@byggefirmaet-jh.dk