Det trekantede hus

Trekantet villa vinder arkitektpris

Familien Thomsen på Kildebjerg Skovvej modtog for nylig Skanderborg Kommunes arkitekturpris for deres unikke, trekantede villa.

Den prisvindende villa er formet som en trekant med en spids vinkel, som ifølge Skanderborg Kommune giver et markant og flot udtryk i området. Samtidig fremhævede kommunen ved prisoverrækkelsen husets lysindfald og minimalistiske design, hvor eksempelvis nedløbsrørene er indbyggede.

”Det har været en hård proces, og indimellem tænkte vi på, om det var for vildt at lave et trekantet hus. Men huset er blevet meget bedre, end vi turde håbe på, og vi er stolte over at få arkitekturprisen,” fortæller Kim Thomsen, der sammen med sin kone Rikke Jespersen ejer det trekantede hus.

Idéen til den markante villa opstod i samarbejde med Århus-arkitekten Jørn Johansen med inspiration fra familiens tidligere hus i Århus, der var 22 meter fra gavl til gavl. Rikke Jespersen og Kim Thomsen var så vilde med husets aflange plan, at designet skulle føres videre i Kildebjerg Ry-villaens spidse vinkel.

Hvad er der i spidsen?

Rikke Jespersen og Kim Thomsen flyttede ind i den anderledes villa i september 2009 sammen med parrets to børn Oskar og Anton. Selvom udgangspunktet var vovet, er familien blevet utroligt tilfredse med husets spidse vinkler, der dog kan vække forundring i omgangskredsen.

”Det mest stillede spørgsmål om vores hus er, hvad der er helt ude i spidsen. Der har vi placeret vores redskabsskur. Det fungerer virkelig godt, og vi har fået os et fedt hus,” fortæller Kim Thomsen.

Den prestigefyldte pris fra Skanderborg Kommune uddeles hvert år, og de to andre prismodtagere var denne gang virksomheden Enkotec og Sølunds Snoezelhus.